Anmeldelse af Langelinie Pavillonen i Arkitektur, 1958

Anmeldt af Tobias Faber.

Enkelhed, klarhed præcision og konsekvens præger Nils og Eva Koppels nye Langelinie Pavillon - egenskaber som Fritz Koch's ødelagte, mere romantiske bygning så absolut ikke ejede. Med sine tårne og klodsede detaljer var det intet større kunstværk, som gik tabt, og dens uomtvistelige popularitet skyldtes mere vanetænkning og stedets skønhed end de arkitektoniske kvaliteter. En genopbygning af pavillonen i samme skikkelse som mange ønskede det, ville derfor have været en urimelighed. Også andre uhyrlige muligheder og planer har været fremsat og er blevet undgået, inden konkurrencen i 1954 blev udskrevet og gav Nils og Eva Koppel 1. præmien. Konkurrencen gav mange værdifulde løsninger af vidt forskellig karakter. Ud over 1. præmien hævdede Jørn Utzons fantasifulde tårn sig særligt stærkt med sine udkragede cirkulære balkoner. Det ville blive en kæmpemæssig dominant for havnen og et vartegn for byen ved dennes indsejling og med en næppe praktisk, men sikkert såre spændende og attraktiv restaurant fordelt på balkonerne. Halldor Gunnlögsson og Jørn Nielsen havde grebet opgaven mere stilfærdigt an med et skovpavillon-agtigt forslag, der nok ville virke lidt fremmed i havne miljøet, men som havde sine særlige kvaliteter i en levende varieret plan, som kunne have givet muligheder for en morsom og hyggelig restaurant.

Det må blive en temperaments sag, hvorvidt man vil anse det for at have været rigtigere at bygge et Utzon'sk varetegn eller et mere indbydende og venligt hus som det Gunnlögsson-Jørn Nielsen'ske, som måske ville have haft muligheder for en mere umiddelbar popularitet end den udførte lidt kølige og nøgterne løsning. Nils og Eva Koppels pavillon er i hvert fald af en høj kunstnerisk standard. Projektet sejrede ved konkurrencen takket være de samme kvaliteter, som det færdige hus besidder. De søgte frem mod en løsning af en restaurant, der havde den enestående udsigt som den altdominerende faktor og med en ydre udformning, som ved den yderste enkelhed skulle indordne sig under omgivelserne. De ville bevidst undgå, at bygningen skulle dominere og tage konkurrencen op med skibe og kraner, bastioner og store gamle træer.

Det er lykkedes arkitekterne at gennemføre deres intentioner på en overordentlig smuk måde. Var konkurrenceprojektet enkelt, er det færdige hus næsten endnu klarere både i plan og konstruktion. Restaurant og selskabslokaler ligger nu samlet omsluttende køkken og anretning, således at restauranten vender mod øst mod havnen og den bedre udsigt, mens selskabslokalerne ligger på vest- og nordsiden mod kastels graven, hvad der heller ikke er dårligt. Køkkenet er vendt imod syd, hvor udsigten er mindst attraktiv. Yachtklubben er placeret godt og isoleret i tagetagen.

Konkurrenceprojektet forudsatte en betonkonstruktion, som man kunne frygte ville virke ret tung, men ved imødekommenhed fra vore ellers så strenge brandmyndigheder er det lykkedes arkitekterne at få gennemført en facade med en let og fri stålkonstruktion, uden de sædvanlige omstøbninger. Den store kubiske glaskasse bygger sig nu elegant ud over den bærende underetage tværs over kørebanen og ind over den højere liggende promenade. Et par små, nu delvis camouflerede støttesøjler på promenadesiden, har formentlig været nødvendige, men slører lidt den ellers så klare konstruktive hoved idé. Underetagen fungerer som fundament for hele bygningen og har en stærk og lukket karakter med en beklædning af betonindstøbt sø sten.

Konsekvent er sø stenen fortsat i udeserveringens terrasseopbygning, hvor den dog endnu udækket af planter virker rigelig tung til de letbenede møbler og parasoller. Tilkørsels- og parkeringsproblemerne er løst mere rationelt end i nogen af de øvrige konkurrenceprojekter. Den gamle kørevej, som naturligt fulgte fæstningsanlæggets brudte linier, er rettet ud og ført tværs gennem Pinnebergs bastion, og parkeringen ligger fortræffeligt isoleret ud mod kanalen. Den rationelle løsning af disse problemer går desværre samtidig noget ud over udeserveringen og publikums trivsel ved eftermiddagskaffen. Mens solen skinner på alle bilerne, henligger terrassen mod øst i skygge. Eftermiddags- og aftensolen på den gamle nordterrasse er nok det eneste man savner fra tidligere tid.

Helt vellykket er derimod eksteriørets farveholdning. Om sommeren underordner bygningen sig omgivelsernes skønhedsværdier og stærke farver, og om vinteren står de kølige blå og grå toner smukt til de nøgne træer, den frosne jord og det gråblå vand.

Pavillonens enkle hoved idé er smukt gennemført også i interiørerne. Adgangen sker gennem en bevidst understreget lavloftet men hyggelig hall, hvor en bred brændende pejs byder gæsterne velkommen. Udsigt ser man ikke noget til i denne etage, og overraskelsesvirkningen er da også stor og betagende, når man fra den lave hall komme op i det højloftede og lyse restaurationslokale med det brillante udsyn til alle sider.

Overbevisende rigtigt er det, at restauranten kun ligger få meter over vandspejlet, således at udsigten får den forgrund af træer og mennesker, som er en så afgørende faktor for oplevelsen og kontakten med omgivelserne. Selve restaurantens udformning er helt bygget på denne udsigt, og de store vinduer giver da også fuld valuta i denne retning fra hver eneste plads i lokalet. Konkurrrence projektet viste persienner ud for de øverste vinduer hele vejen rundt, og man kan nok undre sig lidt over at arkitekterne ikke har ønsket at bryde sollyset, som om sommeren kan være ganske generende. Trækker man gardinerne for, går jo det meste af hovedvirkningen tabt. Rummets udstyr er overordentlig enkelt. Væggene er beklædt med brede oregon-pine paneler fra gulv til loft med en varm gylden tone. Foldevæggene i samme materiale kan opdele arealerne efter behov i større eller mindre sektioner både til restaurant og selskabslokaler. En særlig smuk disposition er udeladelsen af alle stærke farver over bord- og brysthøjde, således at alle udsigtens farvetoner kan komme til deres ret.

Møblerne er tegnet af arkitekt Jørgen Høj og Poul Henningsen har været mester for lamperne. De store kogler folder sig ud i rummet på den festligste måde og spreder et dejligt varmt lys uden på nogen måde at blænde. Rummenes eneste øvrige dekoration bliver en række mosaikker af Else Alfelt. Nogle midlertidigt opsatte malerier viser følsomme farvenuancer i blåt og grønt.

Hele byggeriet er gennemført med imponerende dygtighed. Intet er overladt til tilfældighederne og hver detalje er udformet i nøje overensstemmelse med hele husets idé og konstruktion. Proportioneringen i rum og formater er sikker og præcis og bygningen fremtræder som helhed af høj kunstnerisk og håndværksmæssig kvalitet, som må afvinde den dybeste respekt."